At bruge weekenden 156 km. hjemmefra..
... hos min dejlige kæreste ♥. Det var utroligt hyggeligt, og jeg savner allerede at være derovre. Det føltes så rigtigt og så hjemligt, selvom jeg var så langt hjemmefra, at jeg ikke ville vide, hvad jeg skulle gøre, hvis jeg blev efterladt alene.
Selve togturen forløb uden problemer. Tidligere på dagen havde jeg været i skole for efter to moduler at få fri. Derefter var der teaterfestival på mit gymnasium med øl og teaterforestillinger fremført af skolens dramahold. Det var utroligt hyggeligt, og stemningen var i top. Desværre nåede jeg kun at se to stykker, før jeg måtte haste hjem, pakke færdigt og begive mig ind til banegården, hvor mit tog holdt og ventede på mig, da klokken blev 17:28. Så måtte jeg så pænt sidde i 2 timer og 56 minutter med musik i ørerne, og landskabet susende forbi uden for vinduet. Det føltes underligt at vide, at for hvert sekund, der gik, kom jeg længere og længere hjemmefra - alene. Til gengæld føltes det utroligt rart at tænke på, at for hvert sekund, der gik, kom jeg samtidigt også tættere og tættere på den person, jeg elsker allermest i hele verden, og som ventede på mig, da jeg så pænt steg ud af toget på den ukendte banegård ♥.
Weekenden forløb meget hurtigere end jeg havde lyst til, men vi nåede alligevel en masse - vi tog til København om lørdagen, hvor vi kørte med både s-tog og busser for først at hente billetter til Remember Me og bagefter at tage på strøget, spise is og kigge i butikker. Og jeg fik da også min længe efterspurgte "I ♥ CPH"-sweatshirt. Jeg elsker København! Og Remember Me var utrolig sød, men også så sørgelig, at jeg var lige ved at give mig til at græde.
Resten af weekenden forløb stille og roligt, og da jeg stod på Hovedbanegården og ventede på det tog, der skulle føre mig hjem til det sted, hvor jeg kom fra, med min kæreste i hånden, ville jeg ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage til fredag. Spole tiden tilbage og gentage dette, hver gang kalenderen viste søndag. Da jeg så endte i Århus efter en lang og trættende togtur, kunne jeg næsten ikke holde mine øjne åbne. Det hjalp ikke synderligt meget på det, at min tyskstil lå og ventede på at blive rettet på computerskærmen derhjemme. Den blev meget hurtigt tjekket igennem, lagt væk og skiftet ud med min dejlig, varme dyne.
Jeg savner København og en speciel person, som jeg kalder min.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar