„If my heart was a house you'd be home.”

Tanker, ideer, billeder, følelser, ligegyldigheder. Velkommen til en verden set fra min synsvinkel.

tirsdag den 29. juni 2010

... Og det var ferie, og det var godt vejr!

Uh, jeg opdagede først, hvor lang tid det var siden, at jeg har blogget, da jeg så, at mit sidste indlæg handlede om, hvordan jeg frygtede naturgeografi. Det er her værd at nævne, at dagene op til eksamen i naturgeografi var et helvede. Jeg var begravet i læsestof, der viste sig at fylde en del mere og være en del kedeligere end jeg havde forventet. Det var alt andet end sjovt. Jeg måtte slæbe mig selv igennem det og skrev næsten lige så mange siders notater som jeg læste. Fra nu af hører jeg med i alle timerne, for det her skal jeg ikke prøve igen. Ad.

Jeg troppede op mandag morgen uden for det lokale, hvor jeg før havde siddet og været på Facebook, mens min lærer snakkede - vel at mærke kun til sig selv - om geologi og klimatologi. Jeg tror, at mit hjerte sprang et slag over, da jeg læste det spørgsmål, jeg havde trukket. Tropisk klima og dets voldsomme vejr? Tropisk? Hvad for noget vejr? ..... Ad. Jeg var meget, meget tæt på at opgive og bare tænke: "Glem det! Jeg snuppet naturgeografi et år til og gør det bedre næste gang!", men efter noget, som virkede som en snublende og halvusikker fremlæggelse gik jeg derfra med et 10-tal. Gudskelov.

ALDRIG MERE NG! Og når det er sagt, så nyder jeg nu sommerferien i fulde drag. Også selvom jeg allerede har brugt en uge af den. Og vejret er fantastisk - og bliver endnu mere fantastisk i weekenden, hvis ellers vejrudsigten holder stik. Det kan jeg godt lige holde ud. Min sommerferie virker ikke længere så stressende, som jeg troede den ville blive, og min kalender og blevet lidt mere overskuelig.

SØNDAG 4/7 - i biografen og se Eclipse.
TIRSDAG 13/7 - gensynsfest med folkeskoleklasse.
TORSDAG 15/7 - til Billund og overnatte i Legoland.
FREDAG 16/7 - til Cypern med fly klokken 04.00.
FREDAG 22/7 - hjemme fra Cypern.
MANDAG 26/7 - Skum-komsammen.
TIRSDAG 27/7 - til Tunø med pigerne.
TORSDAG 30/7 - hjemme fra Tunø.

Og så ellers bare slappe af på stranden, shoppe, feste, hygge og være sammen med en masse søde mennesker. Ih, det kan jeg godt overskue. Og efter sommerferien er det goddag 2.g. Det skal nok blive interessant, om jeg kan klare det.

mandag den 14. juni 2010

Jeg er i fuld gang med diverse årsprøver, men jeg er nu glad for, at jeg kan sige: 2 down, 1 to go! Og derudover også kun en enkelt uge til jeg har sommerferie og først behøver at tænke på skole igen i august. Det er sådan en rar tanke.
.
Jeg fik 12 i dansk mundtlig årsprøve og 12 i AT årsprøve for lidt siden. Det er sådan en rar følelse. Jeg er bare så frygtelig nervøs for naturgeografi den 21., hvor jeg kommer til at dø. Fra nu af hedder det 20 siders kedeligt naturgeografi om dagen og notattagning. Ellers går det galt.
.
Jeg har forresten også modtaget min stjernelampe, som ankom i morges i flamingo og i titusind smådele. Jeg bliver desværre nødt til at vente til i aften, hvor min far er hjemme, til at samle den, for jeg er bange for, at jeg kommer til at ødelægge den, hvis jeg prøver selv. Jeg vil bare så gerne have den i brug - den er så fin!

søndag den 6. juni 2010

Jeg beklager, at min blog er inaktiv for tiden.
Jeg har lige i øjeblikket travlt med eksaminer og årsprøver, som ligger lige om hjørnet, så jeg har en milliard sider at læse på meget kort tid. Spørg lige, om det er lige stressende.

Der er sket en del siden sidst, men i hvert fald har jeg trukket det fag, jeg allermindst ville op i - naturgeografi. Det fag, hvor min computerskærm konsekvent har været på Facebooks startside i hver eneste lektion, og hvor mine notater består af 4 Word-dokumenter med højst en halv sides notater i hver. Jeg er på den.

Heldigvis er det den sidste ting, jeg skal op i. På tirsdag står den på dansk årsprøve, så jeg er lige nu ved at læse hele pensum igennem og skrive et hav af notater - just in case. Efter det er det AT-årsprøve mandagen efter, den 14., hvor jeg heldigvis skal fremlægge noget i en gruppe, hvor vi er fire i alt. Jeg håber på, at det ikke bliver så krævende, så jeg kan få tid til at læse naturgeografi op til.

Jeg glæder mig til, at jeg mandag den 21. juni klokken 09.12 kan gå på sommerferie - forhåbentlig uden at være alt for skuffet over den karakter, der netop på det tidspunkt er blevet mig givet. Det synes så frygteligt langt væk det dér sommerferie... tiden må gerne tage at skynde sig lidt.